Fashion

Dr. Martens – du bør have et par…

0 Kommentarer 09 marts 2011

Dr. Martens – du bør have et par…

Dr. Martens er en af de helt store og klassiske skoproducenter.

Historien bag brandet startede i 1945, hvor den tyske militærlæge, Klaus Märtens, skader sin ankel og finder sine militærstøvler ubehagelige at have på med en skadet ankel. Han forsøgte derfor at gøre sine støvler mere behagelige med blødt læder og bedre såler, og det udviklede sig til en lille skoproduktion.

Märtens havde ikke meget held med at få solgt skoene. Det ændrede sig dog hurtigt, da han i 1959 gav skoproducenten Griggs rettighederne til at producere skoene i England.

Griggs ændrede navnet til Dr. Martens, tilførte den velkendte gul syning og gik i gang med produktionen. D. 1. april 1960 lancerede de den klassiske model 1460, der blev et stort hit og stadig sælges i dag.

Dr. Martens sko og støvler blev hurtigt kendt for at være robuste og af god kvalitet, og i England fik især postbude og politimænd smag for støvlerne, fordi de samtidig var yderst komfortable. Senere fik også skindheads og punkere øjnene op for støvlerne og siden da har de været et fashion item med masser af karakter.

I 2003 var produktionen nødsaget til at flytte til Kina og Thailand pga. faldende salgstal. I 2007 flyttede man dog noget af produktionen tilbage til England, og i dag bliver den såkaldte Vintage-kollektion produceret på fabrikken i England.

Forår/sommer 2011-kollektionen byder på mange af de karakteristiske Dr. Martens-modeller, men der er også plads til lidt fornyelse. Blandt andet lanceres en Red Sole-kollektion, der bryder med de klassiske mørke såler og tilfører skoene et mere unikt look.

Dr. Martens eksperimenterer også med ruskind i denne sæson og har lavet en serie med ruskindssko i flotte farver.

Endvidere eksperimenteres der med farver og prints. Der er lanceret modeller i fine pastelfarver, modeller med blomstermønster og modeller med leopard- og zebraprint.

Dr. Martens er kendt og elsket for deres karakteristiske styles, men det er vidunderligt at se, at de også tør følge med tidens trends og producere nogle sko, der hopper med på de nyeste modebølger. Det vidner om en meget dynamisk måde at drive forretningen på, og det er muligvis derfor Dr. Martens stadig har stor succes efter så mange år på markedet.

Dr. Martens sælges i dag over hele verden og har separate Dr. Martens Stores blandt andet i Paris, England og USA.

Del din mening

Skriv en kommentar