Fashion

Humör – modens Lego

0 Kommentarer 24 marts 2011

Humör – modens Lego

Humör ser sig selv som en form for modens Lego. De stiller klodserne til rådighed, så den enkelte kan skabe sin egen identitet – uden at blive grå og kedelig.

 

Det store udvalg af ’klodser’ er ikke Humörs eneste association til Lego, for brandet benytter sig i stor stil af farver.

Inspiration til tøjet er blandt andet hentet i den street style, der findes i mange større metropoler, og tankerne ledes med det samme hen på Tokyos mix af farver og livlige subkulturer. I Tokyo er der plads til lige så mange stilarter, som der er mennesker. Den tanke kan videreføres til Humör, hvor der er plads til alle de stilarter, som folk kan få ud af at mixe tøjet. Selv sokkerne findes i et hav af farvekombinationer, så der er lidt til enhver smag.

Til tøjets farver hentes der især inspiration fra 1980’ernes reklameplakater. De glade firsere var jo som bekendt ikke bange for stærke farver, og Humör vil gerne kombinere deres prints og mønstre med 80’er-inspirerede farver.

Den farverige tendens passer måske meget godt ind i den nuværende mode, hvor alting er blevet meget stilrent og strømlinet. Sommerens helt store farve (måske mest for pigernes vedkommende) er hvid – og gerne et helt hvidt outfit. Men hvad er der udfordrende i det? Modens største udfordring er vel egentlig at være i stand til at be- og udnytte farver, så man fremstår unik i sit outfit.

Humör har et kæmpe udvalg af tøj til unge fyre, og stilen er casual på den hippe måde. Et par enkelte blazere er med i kollektionen, men hverdagstøjet fylder mest, og det er alt fra multifarvede sneakers til skjorter med et anderledes snit.

 

En stor del af inspirationen kommer fra miljøet omkring elektronisk musik, og som de selv skriver på hjemmesiden skyldes succesen, at de sampler farver, mønstre og detaljer – et mix, der fungerer både når man skal hænge ud med vennerne og i byen. De kan godt lide at mixe og lave nye ting hos Humör. Det kan blandt andet være at mixe en ny detalje over i et stykke tøj ligesom et beat bliver mixet over i et kendt stykke musik.

Humör tøj

Inspirationen til Humör kommer fra miljøet omkring elektronisk musik.
Men nok ikke lige denne model.

 

Humör må siges at være en succes. Tøjet sælges i store dele af Europa, og forbrugerne udviser stadig stigende interesse. Hele 16.119 har i skrivende stund tilkendegivet deres mening ved at like brandet på Facebook.

Del din mening

Skriv en kommentar